Indsendt af Asbjørn Isaksen den 20.10.2020
Vi er tæt på udryddelse – men der er et stykke vej endnu

Siden 1985 har cirka 20 mio. frivillige fra Rotary og WHO vaccineret over 2,5 mia. børn mod polio. Kun tre lande er endnu ikke kommet på listen over poliofri områder.

Siden 1985 har cirka 20 mio. frivillige fra Rotary og WHO vaccineret over 2,5 mia. børn mod polio. Kun tre lande er endnu ikke kommet på listen over poliofri områder.

Efter et vellykket projekt, der skulle bekæmpe sygdommen polio på Filippinerne i 1979, blev en fuldstændig udryddelse af lidelsen seks år senere en mærkesag for Rotary.

Polio er en virusinfektion, der primært rammer børn og kan medføre varige og invaliderende lammelser. Ifølge Statens Serum Institut viste sygdommen sig i Danmark specielt gennem epidemier i 1950’erne, men da Danmark som det andet land i verden indførte vaccination mod polio i 1955, begyndte antallet af tilfælde at dale.

Cirka 20 år senere opstod det sidste tilfælde af polio i Danmark, og det blev sidst importeret til landet i 1983.
 

350.000 tilfælde i 125 lande

Siden Rotary i samarbejde med WHO, UNICEF og CDC satte sig for at stoppe polio i 1985, er sygdommen næsten blevet udryddet i hele verden. Gennem årene har omkring 20 mio. frivillige vaccineret over 2,5 mia. børn, hvilket vil sige, at Rotary sammen med WHO har vaccineret hvert tredje menneske på jorden.

Ifølge WHO var der i 1988 350.000 tilfælde af polio i 125 lande, mens tallet for 2018 lød på 33. I de seneste år er der kun registreret nye tilfælde i Afghanistan og Pakistan, men Nigeria florerer stadig på listen over områder, der ikke er poliofri.

Det gør det, fordi landet i 2016 blev ramt af fire tilfælde, og der skal gå tre år uden nye udbrud, før WHO erklærer et land for poliofrit.

 

Donerer 50 mio. dollars hvert år

Selvom der i dag kun findes polio i to lande, betyder det bestemt ikke, at Rotarys kamp mod sygdommen er ved vejs ende.

Over en treårig periode, som startede sidste år, donerer Rotary 50 mio. dollars svarende til 331,5 mio. kr. om året til bekæmpelsen af polio.

På World Polio Day den 24. oktober holder tusindvis af Rotary-klubber verden over diverse events og fundraisers for at gøre opmærksom på sygdommen og kampen mod den.

Rotary har siden 1985 haft bekæmpelse af polio som en mærkesag og har gennem årene vaccineret hvert tredje menneske på jorden i samarbejde med WHO.