50 års jubilarer til inspiration

De to 50 års jubilarer Claus Ehlers og Christian Mørup talte på Inspirationsdagen.

Claus Ehlers:
Christian Mørup og jeg blev optaget sammen i Tårnby Rotary Klub ved charterfesten den 7. februar 1969, og står her som nybagte 50 års jubilarer.
Det er første gang i Rotary Danmarks historie, at to der er optaget samtidig kan fejre 50 års jubilæum i samme klub.
Christian var dengang 37 år og jeg selv 26 år, og ved charterfesten dengang var alle naturligvis i festtøj og mændene i smoking.
Tårnby Rotary Klub var chartret to år forinden som den fjerde Rotary Klub på Amager. I dag er der i alt syv klubber.
Vores jubilæum viser med al tydelighed, at Rotarys idé og det lokale samvær i klubberne er langtidsholdbar.
Vi mødes, vi synger sammen, vi spiser sammen, vi snakker sammen i berigende samvær, og vi har et utal af fælles oplevelser sammen.
Vi er i klubben som en slags familie.
Ikke den nære familie med børn, ægtefælle, forældre og søskende, men snarere på fætter-kusine niveau, hvor vi interesserer os for hinanden, og kærer os om hinanden.
Og man melder sig ikke ud af familien.
Der skal noget særligt til. At man flytter langt væk fra området, at man udsættes for ulykker eller sygdom, eller at man måske bliver for økonomisk presset, men ikke, at det pludselig er uinteressant at deltage i fællesskabet.
I løbet af et halvt århundrede er der naturligvis sket meget i samfundet, som også har smittet af på Rotary.
De stramme bånd med mødepligt, klassifikationer, klubgrænser og påklædning er blevet lempet betydeligt. Men grundidéen bag Rotary er stadig intakt.
Den største oplevelse jeg har haft i Rotary er nok, at jeg som ved et trylleslag blev dus med og ligeværdig med byens kendte mænd fra det bedre borgerskab.
Det være sig den lokale sagfører, filialdirektøren i byens bank, den praktiserende læge, tandlægen, arkitekten, kommuneingeniøren, brandinspektøren, ejendomsmægleren, assurandøren, kriminalinspektøren, skoleinspektøren, sognepræsten, redaktøren, den autoriserede revisor, overbibliotekaren, maskinfabrikanten, automobilforhandleren, luftkaptajnen, vognmanden, restauratøren, bogtrykkeren, postmesteren, murermesteren, malermesteren, tømrermesteren, el-installatøren, gas- og vandmesteren, slagtermesteren, isenkræmmeren, boghandleren, købmanden, foruden forskellige direktører og ledende personer i større virksomheder og offentlige institutioner.
Mænd som gennem deres forskelligartede erhvervsmæssige virke og livserfaring var berigende at snakke med og lære nærmere at kende.
Mange af disse markante klassifikationer er efterfølgende aftaget i betydning eller er indgået i større sammenhæng med administrativ ledelse.
Brancheglidningen inden for de fleste fagområder har gennem mange år været markant i samfundet, og har indsnævret rekrutteringsgrundlaget for Rotary.
Selv om samfundet og Rotary har undergået store forandringer gennem det sidste halve århundrede ikke mindst på det digitale område, så er Rotary fortsat et attraktivt forum for at skabe relationer for ordentlige mennesker, der ser en glæde i livet ved at kunne glæde andre gennem samværsrelationer.
Det er mit håb, at Rotary vil kunne forstå at udvikle sig i harmoni med tidens skiftende krav, således at Rotary også de næste 50 år vil kunne være til glæde og gavn for aktive mennesker, ligesom det har været for os.

Christian Mørup:

50 år i Rotary giver naturligvis rigtig mange oplevelser og indtryk. En af mine rotarykæpheste er 4-vejs prøven.
Jeg har altid ment, at det er i dagligdagen, vi er rotaryanere. Det er i dagligdagen, vi med vor opførsel kan vise rotaryflaget. Og som støtte i dagligdagen, har vi 4-vejs prøven.    
 
   1. Er det sandt?
   2. Er det rimeligt for alle involverede?
   3. Vil det skabe god vilje og fremme venskab?
   4. Vil det være til bedste for alle involverede?
 
I Rotarys formål står, at enhver rotaryaner i sit personlige forhold, i sit arbejde og i sit forhold over for samfundet, skal søge at virkeliggøre Rotarys ideal : TJEN ANDRE.
4-vejs prøven er vor inspiration heri, men jeg synes, den fører en hensygnende tilværelse – jeg er sikker på, at der er mange her i dag, som ikke kender den – så jeg vil gerne hermed slå et slag for den.