Folkemødet på Bornholm

Reflektioner over Folkemødet 2019 v. Marianne Løje

Marianne 1Marianne 2

 

 

 

 

 

 

 

 

Rotary Danmark har nu gennem 5 år deltaget på Folkemødet på Bornholm, Jeg var med til at beslutte, at Rotary skulle deltage i FM 2015. På de 5 år er der sket en markant udvikling i Rotarys udbytte af FM . En udvikling jeg er sikker på, at vi kan bygge videre på, og få endnu mere ud af FM fremover.

I mine øjne er vi der for at synliggøre Rotarys mærkesager, for at lære af de andre aktører - og forhåbentlig kunne bringe den læring videre til distrikter og klubber  - og for sammen med andre at skabe et rum, ingen af os kan skabe alene.

Holdninger til FM er forskellige, ikke blot i forhold til Rotary, men i forhold til FM som institution. Mange har en holdning uden et reelt kendskab til, hvad der foregår på FM, og hvem der deltager her, så derfor vil jeg komme med min oplevelse af Folkemødet 2019.

Min oplevelse, er at Folkemødet faktisk er folkeligt. Selvfølgelig finder du alle politikerne, tv-journalisterne og diverse kendisser her. Men den store masse er ”folket” i form af repræsentanter fra NGO’er, virksomheder og hr. og fru Danmark med eller uden børn. Her er høj og lav, tyk og tynd. Der er klart flest fra Hovedstadsområdet, men 1/3 af danskerne bor altså også her. Der er heldigvis også mange fra resten af Sjælland, fra Fyn og Jylland og så en mindre gruppe udenlandske gæster.

Vi fik i 2019 utrolig mange positive tilkendegivelser fra både gæster i Rotaryteltet og fra vores oplægsholdere. Ikke kun fordi de deltog i nogle spændende oplæg og debatter, men fordi mange af dem blev udfordret på deres holdninger og fordomme om Rotary. Jeg har ikke tal på hvor mange, der løbende takkede os for vores gæstfrihed og åbenhed. Vi hørte kommentarer som ”Jeg troede, at Rotary var en lukket loge”, ”Nu har jeg fået et helt andet (positivt) indtryk af Rotary”, ” jeg troede, Rotary var gamle mænd”

Marianne 3Flere oplægsholdere har direkte sagt til os, at det har været bedre at holde oplæg hos os end hos nogle af de andre aktører på FM. Det gør bl.a. fordi vi samler et bredt publikum, vi sætter oplægsholderne sammen med andre oplægsholdere på spændende måder, vi bryder med de gængse debatformer på FM, vi formår at skabe interaktion med publikum i teltet og så giver vi (som måske de eneste på FM) vores oplægsholdere en lille gave (i år blev alle gaver sponseret af et firma fra D1450). I år havde vi mere end 500 mennesker inde til arrangementer, og så var der dem, der stod op udenfor og lyttede.

18 personer skrev sig op til at komme med som gæst i den lokale klub.  6 fra Jylland og resten fra Sjælland og København. Derudover er der mange som måske ikke har besluttet sig endnu, men som givet vil have en anden holdning, hvis de bliver inviteret i fremtiden. Samtidig vil de alt andet lige også tale positivt om Rotary overfor andre.

Desuden har det været en meget positiv oplevelse at arbejde sammen med de 3 andre distrikters repræsentanter i arbejdsgruppen. Vi skabte et rum, hvor vi selv var såvel arrangører som deltagere/publikum – og det er forandringernes fødested. Du bliver glad og stolt over at være en del af Rotaryteamet.

Heldigvis har 4 distrikter besluttet, at Rotary også er på Folkemødet i 2020 og vi hører gerne fra yngre rotarianere, som har lyst til at være med på standen en dag eller flere.

Marianne 4

Det sidste billede blot som min dokumentation for at have været på FM 2019.