Skrevet af Redaktør & Journalist Jesper Winther Andersen
Nu er regnskabet gjort op, og dette års Holte Dagen kan aflevere en check på kr. 154.752 til BROEN Rudersdal. Det er endnu mere end sidste år, hvor Holte dagen for første gang blev sat i søen af Holte Rotary
I 2022 støttede vi 54 udsatte børn i Rudersdal Kommune med kontingent, udstyr og transport, så de kunne gå til deres ønskede fritidsaktivitet så som sport, spejder, dans, teater eller lignende, som deres forældre ikke havde råd til at betale for. I år kommer vi til at støtte næsten 100 udsatte børn i Rudersdal Kommune, som ellers ikke har en mulighed for at deltage i en Sommer Camp, der typisk arrangeres af lokale foreninger. Børnene kan her være sammen med jævnaldrende og voksne rollemodeller i op til en uge af skolernes ferie, forklarer Henrik Seest fra Holte Rotary, som er ansvarlig for Holte Dagen.
Jeg er glad for og stolt over, at vi nu igen kan hjælpe udsatte børn i kommunen. Jeg vil godt indrømme, det er noget af et slid at få sådan en dag til at lykkes. Så meget desto mere er det en belønning, når det bliver en succes. Og det gjorde det. Årets Holte Dagen forløb flot, og der var rigtig mange besøgende, pointerer Henrik Seest.
Rotary-ånden
Lars Stilling Netteberg fra BROEN Rudersdal giver udtryk for stor taknemmelighed over for 2. år i træk at kunne modtage en stor donation fra Holte Rotary skabt gennem afholdelse af Holte Dagen.
Med et beløb i den størrelse kan vi hjælpe op imod 100 børn til at deltage forskellige ferieaktiviteter såsom camp, ferieskoler og andre aktiviteter. Ferien kan være lang for børn, der ikke har samme muligheder som andre, til at komme på ferie i ind- og udland. Med denne donation kan BROEN Rudersdal bidrage til, at disse børn og unge kan få del i aktiviteter og få mulighed for at opbygge nye fællesskaber, fastslår Lars Stilling Netteberg.
En lang række sponsorer – bl.a. Rudersdal Kommune, Rudersdal Erhvervsforening, danbolig Holte, Fleasing, BBT fiberoptic, Alumichem, Nordea og mange, mange flere – har gjort det muligt at give udsatte børn i Rudersdal en hjælpende hånd.
Men det er også værd at nævne, at medlemmer af Holte Rotary foruden at stå for det praktiske på Holte dagen fandt 38.000 kr. i egne lommer til formålet. Vi har derfor med projektet formået at aktivere de mange gæster, sponsorer, stadeholdere m.fl. og samtidig værnet om ”Rotary-ånden” i klubben. Jeg er stolt over at have været præsident i en klub, som har dette fokus, understreger Amer Ramzan, der før sommerferien afleverede kæden til sin efterfølger, Ulla Mou, som nu skal tage stilling til, om der også skal være en Holte Dagen næste år.
Fra idé til virkelighed
Det var Jens Husted Kjær, som var præsident i 20/21, der fik idéen til Holte Dagen og satte projektet i søen. Men umiddelbart kunne det ikke gennemføres, fordi vi fik Corona-restriktioner. De efterfølgende to præsidenter har så samlet udfordringen op med klubbens fulde opbakning og med en dedikeret og stor indsats fra især en håndfuld ildsjæle. På bundlinjen står, at dette arbejde har betydet, at Holte Rotary har kunne give BROEN Rudersdal i alt 300.000 kroner. Det er et markant resultat fra idé til virkelighed.
Foruden at hjælpe udsatte børn har det også betydet, at de fleste i Rudersdal Kommune i dag ved, at Holte Rotary er på banen og er en væsentlig, lokal spiller. Holte Rotary har fået et flot omdømme, og der er de facto venteliste på optagelse i klubben, som tæller 50 medlemmer.
Borgmesteren i kommunen forsømmer ikke en lejlighed til at rose Holte Rotary og Holte Dagen, og der er nærmest gevinst på samtlige lodder. Her er tale om en regulær win/win, som har skabt en ny begivenhed i Holte til glæde for borgerne, og som samtidig hjælper en lang række udsatte børn. Og som en lille sidegevinst, så har det styrket sammenholdet i en Rotary-klub, der i forvejen var godt sammentømret.
På et af de første møder i dette Rotary-år fortalte Lars Stilling Netteerg, der er leder af BROEN Rudersdal, om resultatet af Holte Rotarys donation på over 150.000 kroner. Lars havde taget Trine Bjørn med. Trine er medlem af bestyrelsen og arbejder til dagligt med de ukrainske flygtninge og kunne derfor levende berette fra camps’ene i sommer.
De gav begge udtryk for stor taknemmelighed over, at BROEN for 2. år i træk kan modtage en donation fra Holte Dagen.
Lars og Trine oplyste, at antallet af henvendelser om hjælp er i stigende. Trine satte tal på, og hvor der i 2022 var 347 ansøgninger, er vi i år oppe på 415. BROEN-folkene kunne ikke svare på, om det stigende antal ansøgninger skyldes energipriserne, inflation eller andet, men de var helt faste i kødet i signalet om, at der er behov for flere penge.