Folkemødet på Bornholm 2021 –
vil du være 1480’s repræsentant i arbejdsgruppen?
Rotary Danmark har siden 2015 haft en stand på Folkemødet. Alle 5 distrikter deltager med en repræsentant i den arbejdsgruppe, som planlægger og gennemfører Rotarys deltagelse i Folkemødet.
Rotary er på Folkemødet for at blive mere synlige gennem spændende foredrag, aktiviteter og samarbejde med andre organisationer og personer. Vi er der for at vise Rotarys mærkesager, og for at lære af de andre udstillere og Folkemødet i det hele taget. Mødet og den demokratiske samtale er grundelementer i Folkemødet.
Rotary Danmarks bestyrelse udstikker en økonomisk ramme, som arbejdsgruppen derefter har frie hænder til at udnytte så kreativt og aktuelt som muligt. Arbejdsgruppen finder selv sin arbejdsform, og de fleste møder vil være pr telefon eller digitale, men man skal regne med to fysiske møder/år.
Det forberedende arbejde er bl. a. at få tilmeldt og indrettet en stand, der er attraktiv for publikum, at lægge et program, der er aktuelt samt at søge samarbejdspartnere. Folkemødet afholder informationsmøde ultimo oktober. Det er en god ide at deltage her, fordi man bliver klogere på, den kontekst man befinder sig i.
Stemningen på Folkemødet er helt sin egen og skal opleves. Arbejdet på standen er intenst, man møder og taler med mange mennesker hver dag og der er ikke mange pauser. Det er 3 1/2 dag, hvor du er på med alle slags gøremål, det kan være klargøring til at åbne, tage imod oplægsholdere, snakke med naboerne, lave kaffe, være moderator - eller du kan være Rotarys repræsentant på en anden stand. Du er med andre ord en travl blæksprutte, der holder hovedet koldt, hvis der sker uforudsete ting. Og når vi kommer tilbage til huset om aftenen, så evaluerer vi og lægger sidste hånd på næste dags program.
Der har været tradition for at projektet lejer et sommerhus, der kan rumme arbejdsgruppens medlemmer. Dine udgifter til fortæring og transport bliver dækket
Folkemødet 2021 er fra torsdag d. 17.6.- søndag 20.6., men det er nødvendigt, at man ankommer til Bornholm d.16.6.
At deltage på Folkemødet er lige så alsidigt som Rotary selv og det er umuligt at få det hele med i dette opslag. Er du interesseret, så kontakt mig hurtigst muligt enten på telefon eller mail, jeg har været 1480’s repræsentant de seneste to år.
Marianne Løje
0045 53807500
mloeje15 (at) gmail.com
Vi ser gerne
- at du ved en del om Rotary – det er godt, hvis du har gennemført RLI eller Kend dit Rotary
- at du har lyst til at fortælle om det til alle, du møder
- at du ved, hvad der kendetegner en god vært og kan efterleve det
- at du er midt i livet (40 – 60 år).
- at du kan se fordelen ved at skabe noget sammen med andre
- at du selv har et stort netværk med fra dit arbejdsliv
Vi bliver glade
- hvis du har deltaget på et tidligere Folkemøde
- Hvis du har særlige talenter indenfor digital markedsføring, eventplanlægning, ideer til nytænkende arrangementer.
Vi tilbyder dig
- at se, høre og lære noget nyt og have det sjovt
- at få en uforglemmelig oplevelse
Vi vil gerne høre fra dig senest 15.6.2020.
Venlig hilsen
Marianne Løje
PDG, formand for finanskomiteen, Folkemøderepræsentant
2020-05-28