Rotarys ønsketræ, som mange kender fra indkøbscentrene, kommer nu til Krüger

Det er første gang, en virksomhed deltager i samarbejdet om ønsketræet.

Ønsketræet er et juletræ med ønskemærker fra børn af udsatte familier. Det står normalt i større indkøbscentre, men nu er det også kommet til Krüger. Her kan medarbejderne – hvis de har lyst - tage et mærke fra træet, købe en gave og lægge den under træet sammen med ønskemærket. Rotary sørger for, at gaven bliver afleveret til barnet. På den måde skaber træet stor glæde hos et barn fra en udsat familie i København NV. For hver gave Krügers medarbejdere bidrager med, giver København Grundtvig Rotary klub også en gave.

Henvendelsen til Rotary skete på opfordring fra en af Krügers medarbejdere.

  • Krüger har tradition for at tænke bæredygtighed og socialt ansvar ind i virksomhedens forretningsgrundlag og arbejder netop nu med at bidrage til opfyldelsen af FN’s verdensmål. I den forbindelse er medarbejderne blevet opfordret til at komme med gode ideer til, hvordan vi kan bidrage til en bedre verden – og at få ønsketræet til Krüger var en af dem, siger Anne Abraham, HR- og kommunikationsdirektør i Krüger.

I første omgang var målet at bidrage med 25 gaver fra Krügers medarbejdere, men allerede inden træet var pyntet, måtte Krüger bede om flere gaveønsker. Interessen var ganske enkelt stor.

Krüger er den første virksomhed, som indgår samarbejde med Rotary om ønsketræet.

  • Det er et spændende samarbejde, vi har indgået med Krüger, forklarer Susanne Gram-Hanssen, der er medlem i København Grundtvig Rotary klub. At samarbejde med virksomheder giver helt andre muligheder for vores velgørende indsats, for vi har mulighed for at komme langt bredere ud. Derfor var vi meget begejstrede, da Krüger henvendte sig til os. Det kunne være rigtig spændende at brede et projekt som ønsketræet ud til flere virksomheder eller at samarbejde med virksomheder om andre projekter.

Gaveønskerne er indsamlet på en social eftermiddagscafé, som afholdes i Morgencafeen for hjemløses lokaler i København NV. Den sociale eftermiddagscafé besøges af mange udsatte børnefamilier i området.

Kontakt for yderligere oplysninger:

Anne Abraham, HR- og Kommunikationsdirektør, ana (at) kruger.dk, 39690222
Susanne Gram-Hanssen, Guvernør i Rotary distrikt 1470, dg1470-1819 (at) rotary.dk, 20801056